Tirsdag d. 7. februar 2012
Journalistik gennem 25 år - til Danmarks billigste priser
Journalistiske tekster:

Inklusiv medieplan, udsendelse, samt gratis medieovervågning.

Samt tekster til:
Og gennemførelse af:
Pressekurser
Besøg pressekurser.dk

Eksempel nr. 1

Betal ikke med danske kroner i ferien

Undgå at betale i danske kroner, når plastickortet bruges i udlandet.
Det er nemlig ofte dobbelt så dyrt i forhold til at bruge lokal valuta.

På mange kendte feriemål i udlandet er det nu muligt, takket være betalingsterminaler, kasseapparater og minibanker, at betale i danske kroner, når der betales med kreditkort: Men det er en dyr løsning. Betal hellere i lokal valuta. Ens kortselskab har sandsynligvis en langt bedre valutakurs, end den de lokale forretninger anvender, siger salgs- og marketingdirektør John Harpsøe fra SEB Kort i Danmark, og fortsætter:
- Undersøgelser, som SEB Kort har foretaget i Europa, viser, at valutatillægget ved betaling i danske kroner ofte er dobbelt så stort som ved at betale i lokal valuta med kortet.

Vælg det rigtige kort
- Vi anbefaler at bruge et kort, hvor der tilsendes en månedlig faktura, som kan afstemmes i ro og mag inden betaling. Familier kan få drømmeferien spoleret, hvis det fastsatte begrænsede købsmaksimum på Visa-Dankort pludselig er opbrugt. På de fleste Visa-Dankort trækkes beløbet på kontoen umiddelbart, og der er relativt lave købsgrænser på dette kort. Betalingskort som Diners Club, Eurocard og MasterCard er mere fleksible at bruge. Blot skal aftalen for kreditmaksimum overholdes. Og her fremsendes også en specificeret faktura over alle transaktionerne, siger John Harpsøe.
Ved svindel med kortet på ferien, er det kortselskabet, der skal dække tabet, med mindre brugeren har optrådt groft uforsvarligt. Ved mistanke om svindel skal kortet straks lukkes. Et nødkort kan i langt de fleste lande udstedes på under 24 timer. 

Gode korttips til udlandsrejsen
1.   Det er mere sikkert og mere anvendeligt at have mindst to forskellige kort med på rejsen.
2.   Hvis der bruges kreditkort, er der – til forskel for VISA-Dankort - ingen kobling til ens bankkonto. Rart hvis der opstår en                 misbrugssituation.
3.   Check altid kortets udløbsdato før feriestart.
4.   Opbevar aldrig PIN-kode sammen med kortet.
5.   Sørg for at telefonnummeret til kortselskabets CardStop Service er let tilgængeligt – opbevar det fx i mobiltelefonen.
6.   Noter afbestillingsnummeret, hvis et hotelværelse afbestilles.
7.   Check, om kortet har indbygget rejseforsikring – læs vilkårene på kortselskabets hjemmeside.
8.   Håndter kortet, som den værdigenstand det er.
9.   Hvis man bliver faktureret for køb, der ikke er foretaget, kontakt straks kortudstederen.
10. Undgå at betale i danske kroner, når der betales med kreditkort i udlandet.
11. Check altid beløb og valuta som opkræves, inden du underskriver notaen.
 

Eksempel nr. 2

Værd at vide før træerne skoves

Jysk skovadministrationsselskab giver gode råd til skovejere.

Priserne på nåletræ er steget markant det sidste års tid, hvilket medfører at der er al mulig grund til at se sig godt for, inden man som skovejer sælger sit nåletræ, som måske har stået i skoven i rigtig mange år. Uden den nødvendige indsigt i markedsforholdene indenfor skovbrug er faldgruberne mange.

Hvad koster det at få skovet træet? Hvad koster det at få det kørt ud til bilfast vej ? Hvad er salgsprisen på træet ? Bliver skoven ødelagt ved skovningen ? Får en skovejer eksempelvis tilbudt en netto-på-rod-pris, som angiver det beløb der er tilbage til skovejeren, når træet ligger klar til afhentning ved bilfast vej, kan det være meget svært at gennemskue om det er den rigtige pris.

Når skovningsmaskinen skover træet vælger maskinføreren at skære træet op i forskellige effekter, alt efter træets kvalitet i form af knaster, rethed, sundhed, dimension m.v. Det er ikke lige meget hvilke effekter træet bliver skåret op i, idet de ikke har samme pris. Valget af effekter kan være styret af hvilke effekter der er lettest at sælge, og ikke nødvendigvis styret af et ønske om at optimere på salgsprisen. Omvendt er det ikke altid de effekter som har den højeste salgspris, som sikrer det største dækningsbidrag for hele skovningen. Træernes sundhedstilstand styrer også valget af effekter og er der f.eks. råd i træet, kan det oftest ikke ses på træerne før de er skovet.

Skovnings- og udkørselsprisen vil kort fortalt afhænge af terrænet, diameteren, det antal kubikmeter som kan skoves i den enkelte bevoksning, antallet af effekter, samt afstanden til bilfast vej. Det er heller ikke lige meget, hvilke maskiner der udfører opgaven og på hvilket tidspunkt af året. Jordbunden kan blive trykket sammen, vejene kørt i stykker, tilbagestående træer kan blive skrammet og oliespild og lignende fra gamle maskiner kan forurene skovbunden.

Salten Langsø Skovadministration har på den baggrund opstillet en række råd, som anbefales fulgt før accept af et pristilbud:

1.      Få oplyst skovningsprisen.
2.      Få oplyst udkørselsprisen.
3.      Få oplyst hvilke effekter som planlægges aflagt, skønnet mængde og deres salgspris.
4.      Anmod om at få vist eksempel på hvor entreprenøren har skovet før.
5.      Aftal at træet ikke må køres væk før hele skovningen er godkendt og afregnet.
6.      Aftal hvornår træet må skoves, så skoven ikke ødelægges.
7.      Vurder om tidspunktet for skovning er det rette i relation til markedet, årstiden og træernes alder.
8.      Er der ting der skal passes særligt på i skoven (natur-, kultur- og æstetiske værdier) skal du sikre dig at entreprenøren tager hensyn hertil.
9.      Indhent et alternativt tilbud.
10.    Kontakt evt. en skovbrugskyndig.

 

Eksempel nr. 3

Nu kommer de sorte myrer indendørs

De sorte myrer er én af de mest udbredte myrearter i Danmark. Og de elsker søde sager. Finder bare en enkelt myre sukker, saft eller brødkrummer i køkkenet, lægger den et duftspor tilbage til myreboet – en invitation til den store madfest for tusinder af myrer.

Biolog Jan Jungerstram fra Anticimex, der er specialist i bekæmpelse af skadedyr, giver her nogle gode råd, hvis myrerne er kommet indendørs:

- Sørg for at der ikke er rester fra søde sager i køkkenet
- Fjern de myrer, som kravler omkring
- Tør duftsporet væk med en fugtig klud
- opsæt en myredåse eller brug myrerpudder
- Kanel og peber kan også bruges, men virker kun kortvarigt
- Forsøg at finde myreboet, som typisk er under en plante eller en sten
- Grav boet væk eller brug kogende vand

Er problemet ikke afhjulpet?
- Reparer eventuelle vandlæk
- Fjern fugt indtil grunden
- Udskift slidte dørlister
- Sørg for at tætne revner og åbninger i vægge
- kontakt eventuelt en autoriseret skadedyrsbekæmper

Mere information om den sorte myre og forårets øvrige skadedyr findes på www.anticimex.dk

Faktaboks:
Anticimex A/S er Nordens største udbyder af skadedyrssikring og er endvidere førende inden for rådgivning om fødevaresikkerhed, egenkontrolprogrammer, HACCP, kvalitetsstandarder, desinfektion, gasninger og bygningsinspektioner.
 

PressCom | Tlf. 70 26 06 93 | redaktion@presscom.dk | CVR: 20 13 19 42