Tirsdag d. 7. februar 2012
Journalistik gennem 25 år - til Danmarks billigste priser
Journalistiske tekster:

Inklusiv medieplan, udsendelse, samt gratis medieovervågning.

Samt tekster til:
Og gennemførelse af:
Pressekurser
Besøg pressekurser.dk

Eksempel nr. 1 (artikel)

Fremtidens værested for utilpassede unge


Topmoderne sportsfaciliteter, swimmingpool, café og diskotek i kombination med benhård disciplin og masser af fornuft og hjertevarme fra en leder, der selv har prøvet de unges problemer – er opskriften på en god fremtid for utilpassede unge. At lederen sideløbende har holdt foredrag for 500.000 unge, og solgt over 100.000 bøger om ungdomsproblemer, er blot et faktum, der illustrerer hans tætte kontakt til de unge.

Lige uden for Ballerup ligger et ganske usædvanligt værested for utilpassede unge. Et sted, der mildest talt ikke kan sammenlignes med andre traditionelle bosteder. For her har de unge adgang til topmoderne faciliteter samt café og diskotek – under behørig opsigt af en utraditionel leder, der i sine unge dage selv har været noget af en rod. Stedet hedder Ungdomsproblemer.dk. Det er ikke bare et værested, men en institution, som faktisk har samlet alle former for rådgivning og behandling i forbindelse med utilpassede unge.
 
Tre eksklusive, hvide bygninger danner rammen om værestedet ungdomsproblemer.dk. Indenfor det sorte smedejernsformede gitter ses den japansk-inspirerede have, hvor elegante fliser og en italiensk fontæne er det naturlige midtpunkt mellem bygningerne. Bagved findes tennisbane, fodboldbane, quashbane - og en (overdækket) swimmingpool med tropiske planter, som støder ud til de omkringliggende marker. Kort sagt, en rigtig liebhaverejendom.  
 
Det næste indtryk, der møder den besøgende, er et moster af en amerikansk fire-hjulstrækker, der holder parkeret på den flisebelagte parkeringsplads. Den tilhører lederen af centret, Søren Lynge, der om nogen har benzin i blodet.
 
Søren Lynge er en flot mand på 35 år. Sportstrænet, og med en holdning, der på samme tid indgyder respekt og varme. Og respekten vokser, når han fortæller sin historie:
 
- I mine unge dage var jeg medlem af en rockerbande i Aalborg. Da jeg fyldte 21 år, gik det op for mig, at det liv ikke var noget for mig – og så flyttede jeg til København og valgte en uddannelse, der kunne hjælpe mig til at hjælpe andre.
 
500.000 unge har oplevet Søren Lynge
Søren Lynge blev pædagog, og tog senere en international bachelor i pædagogik. For fire år siden fik han mulighed for at erhverve en gammel gård, som han så ombyggede og indrettede til det, som med rette kan kaldes for fremtidens værested. I disse eksklusive omgivelser arbejder 12 erfarne medarbejdere med alle former for ungdomsproblemer – hvor moderne pædagogik går hånd i hånd med sund fornuft. Tilsammen skaber de den livsbekræftende og positive stemning, som er et kardinalpunkt Søren Lynge.
 
- For kun ved at vise de unge, at vi tror på dem, får vi dem videre i livet, siger Søren Lynge, som bl.a. lærer at tackle de utilpassede unges problemer ved konstant at være i kontakt med andre unge overalt i Danmark.
 
Søren Lynge afholder nemlig over 250 foredrag om året på skoler landet over. Det betyder, at alene de seneste fem år har over 500.000 tusinde unge hørt ham fortælle om sin baggrund, og tillige fået gode råd til at undgå at komme i samme situation. Alt sammen fortalt ekstremt underholdende og med et glimt i øjet. Tillige har han foreløbigt udgivet seks bøger om ungdomsproblemer, der tilsammen er solgt i mere end 100.000 tusinde eksemplarer. Foruden at have bosted for utilpassede unge, driver han tillige en familierådgivning, hvor man – i modsætning til det offentliges tilbud – kan få hjælp fra dag til dag. Og så fungerer han som konsulent med speciale i ungdomsproblemer. Og endelig er han ophavsmand til mange projekter for unge både i Danmark og det øvrige Europa.
 
Hvorfor er det lige, at de unge skal bo i eksklusive omgivelser? Svaret kommer prompte fra Søren Lynge:
 
- Hvorfor skal de ikke? De fysiske rammer er også med til at vise de unge, at vi viser dem respekt og tillid. Og sidegevinsten er, at vi aldrig har hærværk hos os. For når forholdene er i orden, bliver der passet på tingene. Samtidig er de mange moderne fritidsfaciliteter med til at beskæftige dem fysisk, så de ikke savner at gå i byen lørdag aften. For bare én (uheldig) tur i byen kan ødelægge alt det, vi kæmper for. Nemlig at få dem væk fra ”dårlige” bekendtskaber. 
 
Behandlingen virker
Ungdomsproblemer.dk har gennem årene hjulpet cirka 200 unge på rette vej. Og det har vakt opsigt hos både kommuner og familier, der har brug for direkte hjælp til at adfærdsregulere deres børn.
 
En af dem, der lige nu er godt på vej til et bedre liv, er Mick (19), som valgte at flytte fra Horsens og over til Søren Lynge på grund af misbrugsproblemer. Nu, efter kun fire måneder, er Mick kommet ud af sit stofmisbrug og fået et sundt og godt liv, hvor han bl.a. dagligt hjælper til på værestedet med forefaldende arbejde – og er her efter sommerferien klar til at gå i lære som elektriker. Men det er ikke bare ham selv, der kan se, at der er sket en markant ændring. Også hans familie har opdaget den ”nye” Mick.
 
- Hans selvværd er vokset, han er positiv at tale med - og så er fornuften kommet tilbage i hans hoved. Bl.a. vil han nu tabe sig, og det viser, at han på Ungdomsproblemer.dk også har lært vigtigheden af at motionere og leve sundt. Det er et tegn på, at han har det rigtigt godt. For pokker, hvor er det dejligt, siger hans mor Helle.
 
Tilbage til den amerikanske 4-hjulstrækker. Kan en pædagog tillade sig at køre i et sådant monstrum?
 
- Jeg kører årligt mange tusinde kilometer rundt i landet for at holde foredrag. Og så kan jeg jo lige så godt forene det nyttige med det behagelige. At jeg så også gerne vil gøre op med det stereotype billede, som folk ofte har af en pædagog, er en anden sag, slutter Søren Lynge.

 

Eksempel nr. 1 (pressemeddelelse)

Rockmusikeren, der
blev mesterpsykolog

Fra et sceneliv med bl.a. Tom Jones, Moody Blues og Dusty Springfield
til direktionslokalerne i danske og udenlandske firmaer.  

Den bedste måde at forudsige din fremtid på er at skabe den selv!
Dette moderne ordsprog er altfavnende fra arbejdsmanden til første rangklasse, men det er også formuleret af en mand med en usædvanlig bred karriere og overraskende brancheskift. Det er jo ikke helt almindeligt at have en fortid som feteret rock & roll-musiker og pladeproducent, bestyrelsesformand i 16 forskellige virksomheder samt en nutid som best-selling forfatter, internationalt anerkendt ledelsespsykolog og management coach, når man “kun” har rundet de 54 og still going fast.

Hjemmevant på tre kontinenter og bosat i Danmark de seneste 12 år, mens alle hans færdigheder er blevet flittigt brugt. Alligevel er englænderen John Evan-Jones ikke blandt “de kendte”. Det er ubegribeligt, at ingen har skrevet historien om og portrættet af ham – før nu.

Direkte til tops
John Evan-Jones er vild med citater og skovler dem ind på rette plads i sine bøger, kurser og forelæsninger. Et af dem passer perfekt til hans egen livsførelse: “Gud forventer ikke, at vi bliver en succes – men han forventer, at vi forsøger” (Mother Teresa). Han har aldrig sat punktum for et kapitel i sit livs bog uden at have opnået succes, lige fra han som 15-årig forlod en anset skole i Canterbury for sammen med sine forældre at emigrere til byen Launceston i det herhjemme af helt andre årsager så kendte Tasmanien.

Mens han gik på universitetet i hovedstaden Hobart, begyndte John at spille guitar og keyboard i et rock & roll-band og scorede sit første pladehit allerede som 16-årig. Han vendte tilbage til sit britiske hjemland i 1969 og fortsatte som musiker, tekstforfatter og sanger både på solo-albums og med talrige af tidens rockgrupper og sit eget band “Jonesy”, der også omfattede broderen Trevor. Sammen lagde de USA og Europa for fødderne og indspillede en stribe plader, indtil John som 30-årig blev træt af “Holiday Inns, lange flyveture og 90 dages-turneer”.

I stedet blev han pladeproducent og studie-musiker  med blandt andre Beach Boys, Tom Jones, Cliff Richard og Olivia Newton-John foruden vort nationale klenodie Victor Borge, Sebastian, Liller og Tivoligarden.

Allerede i 70´erne var han faldet pladask for København og flyttede til Danmark, hvor han giftede sig med en dansk pige og fik to børn – Donna og Alexander.

Senere blev han administrerende direktør for pladeselskabet AEG-Telefunken (Telaeg) i Danmark, men seks timer efter, at sønnen Alexander blev født 31. januar 1984, trak han sig ud af musikindustrien. De langvarige rejser med orkestrene og de rigelige strømme af sprut og stoffer var uforenelige med børn, mente han. Men da havde han også lagt over 400 indspilninger bag sig, modtaget 44 platin-, guld- og sølvplader samt vundet Guardian Arts-prisen og Montreux Diamond-prisen for bedste rock-plade i 1974 foran både Bob Dylan og Stevie Wonder.

Ad nye stier
John Evan-Jones satte punktum for et kapitel med succes og har aldrig siden taget guitaren ned fra væggen. Et punktum er et punktum.

I stedet besluttede han at genoptage sin psykologi-uddannelse, som var påbegyndt ti år tidligere på University of California (UCLA). Resolut tog han kone og børn med til England, hvor han bestod eksamen som ledelsespsykolog (London University) og arbejdede som specialist for førende britiske og internationale firmaer. Dermed begyndte hans anden karriere at tage form og eksploderede nærmest, da han i 1989 udviklede Powerfax Inner Management-system, som til dato er solgt i over 150.000 eksemplarer og af eksperter i personlig udvikling er karakteriseret som “det bedste af sin slags”.

Systemet vakte ikke mindst interesse i Danmark, og derfor vendte Evan-Jones med familie tilbage til København i 1992 for at forhandle en skandinavisk licensaftale på plads. Men så skete der noget uventet. Kort efter ankomsten måtte han igennem en pludselig skilsmisse, der efterlod ham som enlig far til de to børn, som ikke talte dansk.

Samme år mødte han sin nuværende hustru Marianne, der både var lærer og astrolog. Hun opfordrede ham til at skrive sin første bog “Vejen til personlig succes”, der blev en best-seller, og påtog sig at lære den da otte-årige og dybt ordblinde Alexander at læse. Opgaven blev løst efter to års daglig træning, og bagefter skrev John og Marianne en engageret gør det selv-bog til forældre i samme situation. De må have gjort det grundigt, for nu læser junior psykologi, mens storesøster Donna er hotelreceptionist.

Multitalentet
John Evan-Jones er passioneret omkring børn, opdragelse og undervisning efter Albert Einsteins læresætning “Ethvert barn er et født geni”, og han tager de gamle grækeres ord for uddannelse meget seriøst. Educo betyder at “bringe det ud, som er i det indre”, og dette princip er grundlaget for hans undervisning, ledelsestræning og coaching. Sammen med hans flittigt brugte humoristiske sans, hans viden, karismatiske væsen, indlevelsesevne og multitalent medvirker princippet til at give hans tilhørere en oplevelse, som han med en selvopfunden glose kalder “infotainment”.

Bag disse egenskaber ligger en sammensat karakter. Evan-Jones kan virke barsk og bramfri og går direkte til sagens kerne, men samtidig er han et varmt og omsorgsfuldt menneske med en usædvanlig evne til at få det optimale ud af sine elever, kursusdeltagere og de mennesker, han tester og træner.

På mange måder er Evan-Jones en sjældenhed, fordi han som ledelsespsykolog har årelang personlig erfaring i forretningsverdenen både som selvstændig, leder af en multinational virksomhed og som en eftertragtet bestyrelsesformand i adskillige brancher. Overraskelsen er som regel stor, når psykologen kan læse og forstå et firmaregnskab i løbet af få sekunder.

Blæksprutten
Med andre ord er han en blæksprutte, der spreder sig over et kæmpemæssigt spekter. Han skræddersyer hver eneste opgave efter kundens behov og har skrevet 40 uddannelsesprogrammer for førende internationale virksomheder. Endda har han et standardprogram på ca. 25 kurser og foredrag på lager samt et forfatterskab på 15 bøger, der snart vokser til 16.

Ud over at producere psykologisk testning, skrive bøger og undervisningsmaterialer og lave ledelsesuddannelser er John Evan-Jones en efterspurgt foredragsholder, der har sat sine aftryk i eksempelvis Harvard Business School, London Business School, universiteterne i Princeton, Californien og Oxford foruden talrige virksomheder. Hans emneflade spænder over præsentationsteknik, personlig udvikling, team-opbygning, salgs-, organisations- og ledelsespsykologi, medarbejder- og kundeloyalitet, kreativ tænkning, præstationsforbedring og meget mere.

På det seneste har John Evan-Jones musikalske fortid indhentet ham igen. Et italiensk pladeselskab har for nyligt udgivet det 4. Jonesy album med titlen ”Sudden Prayers Make God Jump” som John skrev og producerede i 1974 for Richard Bransons Virgin Label, men som aldrig blev udgivet. Det viser sig, at der er et globalt retro-marked, som ikke kan få nok af halvfjerdsernes originalt producerede musik.

Mesterpsykologen har levet det meste af sit liv uden for sit fædreland og opfatter sig selv som såvel en international nomade som et eksempel på, at gammel kærlighed ruster ikke. Derfor foretrækker nomaden at have sin faste base og sit udgangspunkt i København, hvor han har indrettet sig i et af Nyhavns romantiske gamle huse.

 


 

PressCom | Tlf. 70 26 06 93 | redaktion@presscom.dk | CVR: 20 13 19 42